Jan Adolph Budde byttet bort prestekjolen med bondens arbeidsantrekk.
At skomakere bør holde seg til sin lest, har det gjennom generasjonene hersket en relativt samstemt enighet om, både blant leg og lærd, såvel i ulike lag som i laug. Det finnes imidlertid et helt utmerket lokalt eksempel på at å bytte beitemark, kan gi ganske uventede gevinster i yrkessammenheng.
Hadde en relativt nyutklekket prestemann utelukkende holdt seg til sin prekestol på midten av 1800-tallet, er det vel heller tvilsomt om Rogaland allerede den gang hadde kunnet fremstå som et foregangsfylke innenfor jordbruksutdanningen. Den teologiske kandidaten som etter hvert også skaffet seg atskillige kunnskaper om andre tresorter enn kunnskapens, skulle senere komme til å sette større spor etter seg på jæråkrene enn han gjorde i sin Herres vingård.
En ting er å være bestyrer av en lærerskole i Kopervik, noe ganske annet er det å bli tilbudt stillingen som bestyrer av den første jordbruksskolen i Stavanger amt. Derfor er det vel ingen som husker at barnebarnet til den store krigshelten fra 1814 – generalmajor Christian Ditlev Adolph Arenfeldt – i 1841 ble tilsatt som leder for lærerskolen Kopervik.
Til gjengjeld er nok minnet om Jan Adolph Buddes innsats for oppbyggingen av landbruksopplæringen i fylket, fortsatt levende hos flere enn landbrukets tilhengere.
Etter at en høytidelig amtsoppnevt kommisjon hadde valfartet rundt om i Stavanger amt i 1844 for å finne en høvelig gård som kunne brukes til en jordbruksskole, ble det omsider trukket to konklusjoner som skulle få historisk betydning. Jan Adolph Budde var blitt en såkalt personlig rådgiver for kommisjonen fordi hans gode venn, sokneprest Johan Lyder Brun i Avaldsnes, var et sentralt og aktivt medlem.
Om ikke Brun kunne kalles for en potetprest, var han i hvert fall en ihuga nydyrker. Prestegårdens utmark ble utsatt for datidens ploger både sent og tidlig. Søndagen holdt han imidlertid hellig. Da preket han lenge om betydningen av å holde også sin jord i akt og ære - og ikke bare vokte sin hjord.
Den ene beslutningen som kommisjonen fattet enstemmig, var at den planlagte skolen skulle få et gammelt gårdsbruk på Austrått som sitt sted å være. Den andre var at den preste- og landbruksutdannede Jan Adolph Budde skulle bli tilbudt posten som bestyrer på skolen. Da var Budde nettopp blitt 33 år gammel, og hadde forlovet seg med den 23 år gamle Berte Karine Lindbom fra Avaldsnes.
De to giftet seg et par år etter at skolen var etablert, og skulle senere få to barn, en gutt og ei jente. Fru Berte Karine døde for øvrig bare 29 år gammel, men bestyrer Budde forble enkemann til han døde i 1906, 95 år gammel.
Det heter i landbrukskommisjonens oppsummerende rapport etter befaringen i amtet:
”Samme aar antoges Budde som bestyrer av Landbrugsskolen som saadan mot at nyde en aarlig løn af 400 spesiedaler samt 3000 spesiedaler som laan, rentefrit i de første fem aar, til indkjøb af en gaard som skulde være bestyrerens eiendom, men hvor landbrugsskolen skulle holdes.”
Budde sa imidlertid ikke umiddelbart takk og amen til tilbudet. Han krevde at han først skulle få gjøre en studietur til Skottland for å granske jordbruket der, ut fra de samme forutsetningene som jordbruket i Rogaland hadde. Fra Buddes side var en slik studietur en absolutt forutsetning for at han skulle reflektere på tilbudet om innta en plass bak kateteret ved landbruksskolen.
Jens Adolph Budde hadde tidligere reist både til England, Frankrike, Tyskland og Danmark for å studere jordbruksspørsmål, og han var hellig overbevist om at det var meget å lære fra utlandets erfaringer. Skulle norsk jordbruk kunne utvikles, måtte det hentes impulser utenfra, mente Budde, som også påpekte at det man lærte på bortebane, alltid måtte tilpasses forholdene på hjemmebane.
Budde sa det nok ikke høyt til verken kommisjonen eller andre som lånte ham ører, men han både mente og mumlet muligens inni seg: ”Det handler alltid om å stjele med talent. Ta med deg tilbake fra utlandet alle de ideer som du tror du kan ha utbytte av i din virksomhet hjemme”, var noen av de mannakorn som han strødde med raus hånd over jordbrukskollegene.
Kommisjonen hadde ingen problemer med å innvilge Jens Adolph Budde hans skotske studietur. Den antok at det ville være vel anvendte penger. Budde var dessuten kjent for å være en sparsommelig sjel, som snudde flere ganger på skillingen. Også slik sett ville han passe pent inn i et skotsk landskap.
Da skolen startet med sju elever året etter, i 1845, var det ikke store plassen elevene hadde å jobbe med og på. Den dyrkede marka var ikke på mer enn 16 dekar, samtidig som husene var for små og få til at elevene kunne overnatte på skolen. Tre år senere sto imidlertid det som ble omtalt som et ”støbehus af vakkert udseende”, klar til bruk på eiendommen.
Innvielsesdagen var en gledesstund for flere enn Budde. Dette bygget ble kalt for hovedhuset på gården, og det skulle også tjene som internat for elever og lærer – i tillegg til familien Budde. Det er liten tvil om at dette ”støbehuset” var fylkets aller første murbygning. Det var reist ved hjelp av stein, kalk og leire.
Nå skulle ikke skolene bare lære elevene landbruk, men også utvikle deres ”sjelelige og menneskelige kvaliteter”. Det het i det første punktet i J. A. Buddes ”Bemærkninger i Anledning af, en ved Finantsdepartementet bevirket Commissions Betænkning, om et Central-Agerdyrkningsseminariums Oprettelse”:
”Læreren bør have for øie at fremme elevernes intellektuelle og moralske udvikling, saaledes i alminnelighed begynde undervisningen med sang eller bøn. Han bør fremme deres generelle udvikling i naturvidenskapelig retning ligesom han bør bibringe dem øvelse i haandgreb, praxis og arbeide saa eleverne kunde udgaae fra anstalten, ikke alene med kjendskab til visse kundskaber og ervervsgrene, men med en af disse kundskaber befrugtet og dannet aand.”
Landbruksskolebestyrer Budde var heller ikke fremmed for det som i dag ville bli omtalt som ”elevenes medinnflytelse på egen arbeids- og læresituasjon”. I hans omfattende opplegg for skolen, var det sterkt poengtert:
”Eleverne haver hver sin uge, i hvilken de ere behjælpelige med bestyrelsen af gaarden, foreslaae hvad der bør arbeides med og hvorledes arbeidet skal fordeles. De skal angive tiden til arbeide og hvile, have forretningerne i fjøs, stald og laave, føre oppsyn med at redskaberne ere til stede og i orden. De skal føre journalen over de daglig foretagne arbeider, daglønnerne, veierlig og dets indflydelse paa aarsvexten, deltage i at udele arbeidet og være behjælpelig med hva der kan forefalde inde…”
Nå hadde Budde selv suverent bestemt at arbeidsdagen skulle starte klokken 5 om morgenen og vare fram til klokken 7 eller 8 om kvelden. I tillegg til trening i alt mulig – og noe som kunne virke noe mer umulig, som eksempelvis ”agerbrugs-astronomi” – innenfor praktisk gårdsarbeide, skulle elevene også få ”et snes timer hvori det gives en kort udsigt over hvad der er skeet i veden eller menneskeslægtens historie, dog kun fortællingsvis og ikke som egentlig lærefag.” Til gjengjeld var på læreplanen avsatt to timer hver uke til ”undersøgelse af modersmaalets sprogbygning, stiil og retskrivning”.
Etter vel 30 år dynamisk drift av jordbruksskolen, sa Budde opp kontrakten med fylket om å være styrer for skolen. Han overtok deretter hele driften i egen regi. Skoleopplegget hans ble vel kanskje for hardt både for ham og elevene, og det var ikke bare hurrarop som fulgte Buddes bestemmelse om å lære ungdommen et ”moderne jordbrukshold”. Tvert om var det mange som ikke bare hvisket i krokene, men som skrek ut at Budde og hans landbruksfilosofi, var besværlig å forholde seg til.
Om den innsatsen som Jens Adolph Budde gjorde for landbruksopplæringen i fylket, heter det i en analyserende artikkel i ”Store Norske Leksikon”:
”I undervising og rettleiing utmerkte han seg ved sterk praktisk målsetjing med vekt på driftsøkonomien. Dette blei synleggjort ved at det vesle bruket på Austrått blei arbeidd fram til ein storgard.
Dette kan stå som “idealtypen” av den revolusjonen som skjedde i jordbruket i amtet, serleg på Jæren. Utviding av det dyrka arealet blei kombinert med nye produksjonar og ny teknologi. Folk i samtid og nær ettertid peika på kombinasjonen av undervising og synleg resultat som ein viktig faktor til å forklare ekspansjonen på Jæren.
Fleire hundre elevar gjekk ut av skulen på Austrått. Det er nok av vitnemål om høg vurdering av opphaldet her. Budde prioriterte dei sjølvstendige, framfor dei skuleflinke. Det kan difor sjå litt merkeleg ut at det reiste seg motstand, på line med den ålmenne “stormen mot landbruksskulane”.
Men det var store geografiske motsetnader, og motstanden kom serleg frå dei andre delane av amtet. Opplegget til Budde var retta inn mot dei større bruka, serleg det jærske jordbruket. Då Budde sa frå seg skulen 1876, blei den nye skulen lagt til Nedstrand i Ryfylke.”
Etter tiden som skolebestyrer markerte Budde seg på andre felter i samfunnet. Han var i en årrekke direktør i Høiland Sparebank. I en femårsperiode omkring midten av 1800-tallet, var han også ordfører i Høiland og derfor også fast medlem av Amtstinget, hvor han ikke unnlot å markere seg. Han var en aktiv og hørbar tingmann som engasjerte seg i både smått og stort – og ikke bare i saker som kunne rubriseres som ”landbrukspolitikk”.
Fra sitt politiske og samfunnsmessige engasjement, er han kjent for mange og rammende utsagn. Han snakket gjerne i titler. Han sa ofte at det var to ting som folk flest fremfor alt måtte sørge for å oppnå: ”Det ene var at blive salige, og det andre at faa mad.”
Selv var han i sin politiske virke også kjent for to andre holdninger. Den ene dreide seg om hans umåtelige sparsommelighet – ”han var bekjendt som en av de største sparemænd som har optraadt i Stavanger amt”.
Det andre punktet handlet om hans tilsynelatende ustoppelige og ustanselige kamp for det som han hadde aller mest kjært i livet – nemlig ”alt hva der kunde bidrage til landbrugets fremme.”
Den en gang svært profilerte stavangerskribenten, journalist I. Mossige Grude i Alexander Kiellands gamle avis, ”Stavanger Avis”, intervjuet J. A Budde på hans 90-års fødselsdag i 1901, og slo fast at dersom noen spurte etter A. Budde, var det sannsynligvis bare et fåtall som visste hvem han var, selv i landsbrukskretser. Spurte man etter ”gamle Budde”, visste alle – i hele amtet – hvem det var tale om.
Mossige Grude slår an en litterær tone for å plassere jubilanten i sitt rette miljø:
”Hvor den var vakker den store buskfurualle, som fører fra hovedveien hjem til Østraat. Paa hver gren, aa hver kvist laa den reneste nysne tindrende i det klare maaneskin. Og derinde i aleen – mellem skygger og spillede maaneskin – der føltes vinterkveldens høitidelige stilhed og fred.
Jeg fant landskabet som en vakker og passende ramme om billedet af den mand, jeg gikk for at besøge, den mand, som paa mandag fyller de nitti aar – nemlig gamle Budde.
Hvem kan tænke sig et større landbrugsmøde her i amtet uden Gamle Budde? Det gaar ikke let. Thi først naar han kom stabbende op igjennem salen og tog plads paa en av de forreste bænke, da følte man, at nu var man handledygtig.
Han er endnu med. En kan se ham møde op – selv midtvinters – naar sager vedkommende landbruget skal behandles. Endnu er han lige i interessert i landbruget som han har været hele sit liv. Og naar han saa fik ordet, hvilken fornøielse var det da ikke aa følge hans tanker – hans logiske slutninger fra det ene forhold til det andet?
Hvorledes kunde han ikke udvile, forklare og illustrere paa en særegen maade? Han trængte ikke de mange ord, heller ikke de store videnskabelige formler. Nei – enkelt og endefram, men altid træffende.
Det bliver altid stille i salen naar Budde forlanger ordet, thi man ved, at bag den mands ord staar først en kunnskabsrigdom som hos faa, og dernæst en samling livserfaringer, byggede paa sund videnskabelig grund. Kort og greit en helstøbt, harmonisk personlighet.
Naar man i dag taler om gamle Budde, da maa man ikke tænke sig en affældig nitiaaring – man maa ikke tænke sig levningerne efter et daadrigt liv, - man maa ikke tænke sig ham som den gamle syvende far i huset. Nei tro mig – det findes mangen firtiaaring, som ikke eier den aandens energi og fyrighed – den tankens klare flugt - som gamle Budde nu.
Da jeg kom ind, sad han der, den staute gubbe, og læste dagens aviser, thi husk paa, at den mand følger godt med i alt som rører sig i tiden. Alderdommens slaphed og interesseløshed for alt andet end det, som ligger langt tilbage i tiden – den olde haand har endnu ikke magtet at lægge sig tungende over ham,” skriver Mossige Grude med begeistringens blekk.
Han lar så J. A. Budde slippe til med noen egne synspunkter:
”Hvorfor jeg blev landmand? Det ar nu ogsaa en skjæbnens tilskikkelse. Jeg skulde blive prest og tog mine eksamener. Saa vilde jeg forsøke aa blive jurist, men det varede ikke længe. De juristgreierne var noget filledom, og jeg sluttede straks. Jeg tenkte ogsaa saa smaat paa at blive doktor - gikk paa forelesninger, var med paa hospitaler osv, men blev kjed av det der. Og da gikk jeg et par aar i Kristiania og morede meg, mest sammen med den danske maler Flintoe.
Jeg blev ansat ved skolen i Kopervik, men søgt et embede i Suldal. Provst Bruun skulde tage min ansøgning med sig og besørge den i posten Stavanger. Vi havde nemlig ikke saa ofte postforbindelse der ude den gangen. Men da Bruun kommer tilbage fra amtsformandskabet, slænger han min ansøgning paa bordet foran mig.
Hva for noget, spurgte jeg.
Jo, sagde Bruun, nu skal du blive bestyrer af en landbrugsskole her i distriktet. Og da jeg tillige fikk tilskyndelse av amtmand Aaas – ja så ble det slik – med 400 daler i løn og maatte selv lede saavel den theoretiske som praktiske undervisning.
Skolen mødte megen motstand og mistro. Jeg begynte saaledes at bruge jernploge. Det var meningsløst, sagde folk, thi en træplog var da meget lettere. Da jeg også begyndte aa grave grøfter i bakkerne her oppe, da troede folk, at jeg nærmest var gal. En ældre mand fra egnen kom til mig og fortalte, at han ogsaa en gang havde gravet grøfter i en slik bakke. Men den ble ganske ødelagt. Først da han stoppede grøfterne igjen, fik han en ordentlig avling.
Man sagde, at der den gang var 16 maal dyrket jord her paa Østraat. Men dyrkingen var næsten verre enn intet. Nu har vi ca 350 maal og føder for tiden 40 kjør, 6-8 kalve og 10 heste. Men saa sælger vi en del foder. Ja, den gang gikk det an at dyrke. Nu er folkene saa urimelige, at det umuliggjøres. Nu vil de heller gaa i byerne og gjøre kvalm i gata end arbeide ude paa landet.
- Men straffangerne, da? spør journalisten
Straffangerne! Jæderens opdyrkning er blevet et slagord. Men det gaar nu ikke saa fort. Og den ideen med straffangerne, den er ikke saa ny. Den gang kong Carl XV reiste over Jæderen, blev han meget begeistret og mente, at noget maatte gjøres i den retning – altsaa med straffanger. Konen talte med daværende stortingsmand Mossige om sagen. Mossige skrev til mig og jeg gav en længre fremstilling om mit syn paa sagen. Men senere hørte jeg intet dertil. Nu har altsaa spørgsmaalet dukket opp igjen…
De hoster slemt – avbryder han – det bør De forrive Mediciner. Nei, tag Dem et bad. For kort tid siden havde jeg reumatisme i det ene knæ, og det fanteriet gjorde at jeg maatte hinke omkring paa to stokke. Men nu har jeg badet det væk, hele greien, og er bra igjen.
Heller ikke bør De sove paa varmt værelse. Det bliver man bare forkølet af. Indtil nu har jeg sovet paa koldt ærelse, men det kan nok hænde, at jeg maa lægge i ovnen i vinter, hvis det skulde blive altfor skarpt, sier Budde, som understreker at han selv plantet skogen på Austrått.
Han betraktet den alltid som en helligdom som han selv hadde skapt. Budde skaffet seg grankongler fra Østlandet, lerkekongler fra Mandal og furukongler fra Bjerkreim. Av disse frembrakte han så frø som han sådde og som så ble til små plantespirer som gjennom år utviklet seg til store tre. Fra Buddes gård ble det levert de første plantene som ble utplantet i bergensdistriktet, samt alle de trærne som fantes i den gamle amtmannshagen Stavanger.
Jens A. Budde hadde selv i sitt nittiende år mange kongssaker. Han foreslo for eksempel i ”bestyrelsen for landhusholdningsselskapet” at det burde bli opprettet en egen ”landmandsbørs”. Der kunne folk møtes. Det skulle være et forum hvor det skulle skje kjøp og salg av landbruksprodukter. Dessuten burde børsen inneholde et bibliotek. Etter Buddes mening leste folk flest altfor få bøker, og altfor mange ”blae”.
”Bestyrelsen” sa imidlertid blankt nei til Buddes forslag. Den mente at tiden ikke var inne for noe slikt. Budde var for sin del ikke i tvil hvem som hadde rett. Det var ikke ”bestyrelsen”.
Heller ikke bergensere hadde Budde særlig sans for. Han hadde selv erfaring med deres ”rovdrift”, som han kalte det:
”De har væl lest historien om Stavanger Museum og dets rovdrift? Er det ikke skammelig. Thi er der nogen som driver rovdrift her paa Jæderen, saa er det nettopp de gode bergensere. Det har jeg selv exempel paa.
Da jeg begyndte at rydde op her, fandt jeg nede ved en liden myrstrækning i et egekrat to gamle, store sølvarmbaand og en spydspiss. Disse sager vilde vedkommende paa Bergens Museum gjerne faa se, og jeg sendte den derop. Efter en tids forløb faar jeg et brev, hvori de siger, at de tilsendte armbaand har en sølvværdi af 15 daler som vedlægges.
Jeg protesterede paa det bestemteste, da jeg vidste, at de fundne sager skulde bevares her paa stedet, og forlangte mine armbaand igjen – men nei – det var umulig. Museet beholdt dem, trods min protest. Hva kalder man saadan? Er ikke det rovdrift? spør Budde, mens intervjueren blir ham svar skyldig.
Budde var åpenbart åndsfrisk til det siste. Han døde 1. oktober i 1906, 95 år gammel, og det var gamle prost Ottesen som sto for begravelsen fra en fullsatt Høilands kirke. Etter seremonien het det i en av avisene:
”Kisten blev baaret af avdødes elever, hvorav mange nu er gamle, graahaarede mænd. Provst Ottesen forretted jordpaakastelsen. Og saa ringet de gamle klokker i Høilands kirke sidste gang for ham, som saa ofte har lyttet til deres kalden og fulgt den…”
Engwall Pahr-Iversen